“Fantasien skal have frihed til at løse de naturalistiske lænker og forløse skabertrangen.”

# 03 Studieliv __De studerende siger...

Artikel i Politiken

Hver uge i Politiken fortæller en elev eller lærer om deres hverdagsliv i skolen i dagbogsform. D.14. November 2010 var artikelen af og omkring Mikael Ravn Bønnét, 24, elev på Visuel Hf.

Lærerne opfordrer os til at tegne i timerne

Dagbog
Visuel Hf i Viborg er en ny, treårig uddannelse for unge,
der elsker at tegne og vil forberede sig til at læse videre på en kreativ
videregående uddannelse på for eksempel Designskolen, Animationsskolen
eller en filmskole.

MANDAG
I første modul har vi matematik. I sidste uge undersøgte
vi, hvordan man via en ligning kan udregne,
hvor stor afstand der skal være mellem
billeder, når de hænges op på en væg. Herefter
havde vi historie, hvor vi gennemgik forskellige
tidsperioder, som vi efterfølgende skulle tegne
eller visualisere. Jeg lavede en tegning fra den
græske oldtid af en forsamling, der lytter til en filosofisk
taler. Lærerne opfordrer os til at tegne i
timerne. Det er en stor fordel for mig at bearbejde
viden via billeder, fordi jeg er ordblind og udvikler
mig bedre gennem billeder end ord.

TIRSDAG
Vi havde dansk hele dagen og læste bl.a. Thøger
Jensens ’Nu sad det unge par sikkert og så video’,
der handler om en kvinde, som har mistet sin
mand. Midt i historien har forfatteren udeladt et
handlingsstykke. Vores opgave var at læse den
manglende handling ind i historien. I stedet for
at diskutere os frem til den udeladte handling
foran tavlen sendte underviseren os ud i naturen.
På den måde koblede vi de visuelle indtryk, vi
hentede udenfor, sammen med historien.

ONSDAG
Efter en times studievejledning, havde vi mediefag,
hvor vi i grupper på seks tegnede et storyboard
til en kortfilm, der skal vare et minut. I
min gruppe tegnede vi et storyboard til en film
om en gut, der kommer for sent til eksamen. Via
hurtige sceneskift og hektiske klip vil vi visualisere
den stress, som fyren oplever, fra det øjeblik
han står op og opdager, at han er sent på den.

TORSDAG
I dag foregår undervisningen på tegneskolen
Animation Workshop, hvor vi altid lægger ud
med at lege. At tegne er i højere grad en fysisk
end en intellektuel proces. Derfor er det vigtigt,
at vi tidligt på dagen aktiverer den fysiske og kreative
del af os selv. Vi går f.eks. rundt mellem hinanden
og laver mærkelige ansigter. Sidste torsdag
blev vi sendt ud i en børnehave for at undersøge,
hvordan børn opfatter tid og rum. Vi blev
delt op i to hold. Det ene skulle sætte sig ned på
gulvet og stirre tomt ud i luften, mens det andet
tog udenfor for at slås og hoppe. Derpå skulle vi
give et bud på, hvor lang tid der var gået. Det passive
hold mente, at der var gået 20 minutter,
mens de, der havde været aktive, mente 10 minutter.
I virkeligheden var der gået et kvarter. Tilbage
på tegneskolen tegnede vi vores opfattelse
af tid. Jeg tegnede et levende bjerg med ansigt
og fugle, der fløj omkring det.

FREDAG
Vi startede dagen med at lege ståtrold. Ofte bliver
undervisningen rykket uden for klasseværelset,
og lærerne giver os meget frihed til at dyrke
vores kreativitet i det tempo og på den måde,
der passer hver enkelt bedst. I den efterfølgende
tegneundervisning arbejdede jeg videre med
min tegning af bjerget og fuglene. Midt i det hele
stillede vores lærer sig på ét ben og hev i sin
sok. Så fik vi 30 sekunder til at tegne hende. Ud
over at skabe variation i undervisningen lærer
det os at tegne på en anden og dynamisk måde.

Politikken