Hjemmeopgave 2020:
The Bucket List
Her er hjemmeopgaven til optagelse på Visuel HF 2020: du skal visuelt beskrive noget fra din bucket list. En ”bucket list” er en liste over personlige livsmål. Det kan være alt fra steder, man gerne vil besøge, til ting man gerne vil prøve eller opnå. Nogle skriver en bucket list for at fokusere på, hvad der er vigtigst i lige præcis deres liv. Og med fokus på det vigtigste kan det også være nemmere at få gjort noget ved det. Du behøver ikke visualisere hele din bucket list. Det kan sagtens være et enkelt punkt eller nogle få.
Om opgaven:
Du bestemmer selv, hvordan du visualiserer. Det kunne eksempelvis være en tegneserie, en billedcollage, en fotoserie, en skulptur, en installation, en video, en animation osv. Et godt råd: beskrive det, du synes er mest spændende eller interessant. Måske kan nogle af disse spørgsmål hjælpe dig i gang:
Hvor er vi?
Hvad sker der?
Hvordan kommer vi dertil?
Hvem har været involveret?
Hvorfor er det på din bucket list?
Det er ikke et krav, at du svarer på disse spørgsmål – du behøver faktisk ikke svare på et eneste af dem. Det vigtigste er, at du visualiserer noget fra din personlige bucket list.
Hvordan skal opgaven afleveres?
Du skal aflevere din hjemmeopgave på en blog eller hjemmeside (der findes mange forskellige gratis tjenester som eksempelvis www.wix.com og www.wordpress.com). På din blog/hjemmeside skal du tydeligt vise, hvor din opgaveløsning ligger. Derfor skal titlen være ”VHF hjemmeopgave 2020”
Hvis du f.eks. producerer fysiske genstande, skal de altså dokumenteres digitalt gennem foto eller video, og hvis du tegner analogt, skal tegningerne scannes eller affotograferes, så de kan vises på bloggen.
På bloggen eller hjemmesiden skal du vise:
-
En kort beskrivelse af dig selv med et billede
-
En kort beskrivelse af din visuelle hjemmeopgave
-
Din visuelle hjemmeopgave.
-
Et lille portfolio med minimum 5 og maksimum 30 visuelle produkter, som du selv har lavet. Det kan være skitser, færdige tegninger, film, fotografier og lignende. Produkterne skal være klart adskilt fra selve hjemmeopgave.
Når du har færdiggjort din blog/hjemmeside, skal du sende en e-mail med blog/hjemmesides adresse (samt evt. password) til jusj@via.dk
VIGTIGT!: I Emnefeltet/”subject” i e-mailen skal du skrive følgende: VHFhjemmeopgave2020
Afleveringsfrist:
Senest mandag d. 23. marts kl.12.00 skal vi modtage din mail med link til hjemmeopgaven. Du vil modtage en mail som bekræftelse på aflevering.
Efter d. 23. marts kl. 12.00 må du ikke ændre indholdet på din blog eller hjemmeside.
Optagelsessamtale:
Du vil modtage et brev fra Viborg Gymnasium & HF med dato og tidspunkt for samtale hos os. Samtalen ligger i perioden 24. marts - 1. april. Til samtalen vil vi snakke om din hjemmeopgave og hjemmeside/blog samt lære dig lidt bedre at kende. Samtalen varer 20 -30 min.
OBS! Grundet coronavirus COVID-19 gennemføres alle optagelsessamtaler i 2020 som Skype-samtaler. Du skal derfor senest dagen inden din samtale etablere kontakt til studiekoordienator Jan Urik Saksø Chrintz Juhl på Skype. Jan Ulrik’s skype-navn er saksoe_juhl. Når du etablerer kontakt bedes du samtidig angive dit rigtige navn. Du kan f.eks. etablere kontakt ved at ”vinke” til Jan Ulrik i Skype. Jan Ulrik vil ringe dig op på dagen og tidspunktet for din samtale. Vær opmærksom på, at samtalerne kan blive 5-10 minutter forsinket, så der er ikke noget galt, hvis du ikke bliver ringet op præcis på klokkeslættet.
Vi ønsker dig rigtig god fornøjelse med hjemmeopgaven og glæder os til at se dig til en samtale!
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte studiekoordinator Jan Ulrik Saksø Chrintz Juhl på jusj@via.dk