top of page

Hjemmeopgave 2021:

 

 

UTOPIA

 

 

Her er hjemmeopgaven til optagelse på Visuel HF 2021: du skal visuelt beskrive et Utopia. Ordet utopi stammer fra Thomas Mores fiktive rejseberetning Utopia fra 1516 - Utopia betyder egentligt 'stedet, som ikke er'. Som begreb er Utopia et idealsamfund. Det er derfor dine forestillinger om det perfekte samfund med mest mulig lykke og velfærd.

 

 

Om opgaven:

 

Du bestemmer selv, hvordan du visualiserer. Det kunne eksempelvis være en tegneserie, en billedcollage, en fotoserie, en skulptur, en installation, en video, en animation osv. Et godt råd: beskrive det, du synes er mest spændende eller interessant. Måske kan nogle af disse spørgsmål hjælpe dig i gang:

 

Hvor er vi?

Hvad sker der?

Hvordan kommer vi dertil?

Hvem er med?

Hvorfor er det netop det, som er Utopia for dig?

 

Det er ikke et krav, at du svarer på disse spørgsmål – du behøver faktisk ikke svare på et eneste af dem. Det vigtigste er, at du visualiserer din personlige forestilling om Utopia.

 


Hvordan skal opgaven afleveres?

Du skal aflevere din hjemmeopgave på en blog eller hjemmeside (der findes mange forskellige gratis tjenester som eksempelvis www.wix.com og www.wordpress.com). På din blog/hjemmeside skal du tydeligt vise, hvor din opgaveløsning ligger. Derfor skal titlen være ”VHF hjemmeopgave 2021”

Hvis du f.eks. producerer fysiske genstande, skal de altså dokumenteres digitalt gennem foto eller video, og hvis du    tegner analogt, skal tegningerne scannes eller affotograferes, så de kan vises på bloggen.

På bloggen eller hjemmesiden skal du vise:

  • En kort beskrivelse af dig selv med et billede

  • En kort beskrivelse af din visuelle hjemmeopgave

  • Din visuelle hjemmeopgave.

  • Et lille portfolio med minimum 5 og maksimum 30 visuelle produkter, som du selv har lavet. Det kan være skitser, færdige tegninger, film, fotografier og lignende. Produkterne skal være klart adskilt fra selve hjemmeopgave.

 

Når du har færdiggjort din blog/hjemmeside, skal du sende en e-mail med blog/hjemmesides adresse (samt evt. password) til ibli@via.dk  

VIGTIGT!: I Emnefeltet/”subject” i e-mailen skal du skrive følgende: VHFhjemmeopgave2021  

 

Afleveringsfrist:

Senest onsdag d. 24. marts kl.12.00 skal vi modtage din mail med link til hjemmeopgaven. Du vil modtage en mail som bekræftelse på aflevering.

 

Efter d. 24. marts kl. 12.00 må du ikke ændre indholdet på din blog eller hjemmeside.

 

Optagelsessamtale:

 

Du vil modtage et brev fra Viborg Gymnasium & HF med dato og tidspunkt for samtale hos os. Samtalen ligger i perioden 25. marts - 1. april. Til samtalen vil vi snakke om din hjemmeopgave og hjemmeside/blog samt lære dig lidt bedre at kende. Samtalen varer 20 -30 min.

OBS! Grundet coronavirus COVID-19 gennemføres alle optagelsessamtaler i 2021 som Zoom-samtaler. Du får tilsendt et link. 

 

Vær opmærksom på, at du først bliver lukket ind i et virtuelt venterum, hvor du kommer til at sidde lidt alene og vente. Vi lukker dig ind, når vi er klar. Samtalerne kan blive 5-10 minutter forsinket, så der er ikke noget galt, hvis du ikke bliver kaldt ind præcis på klokkeslættet.


Vi ønsker dig rigtig god fornøjelse med hjemmeopgaven og glæder os til at se dig til en samtale!
 

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kunstnerisk leder Iben Lindebjerg på ibli@via.dk

bottom of page