top of page

Hjemmeopgave 2022:

 

 

PÅ KANTEN


Her er hjemmeopgaven til optagelse på Visuel HF i 2022:
Du skal visuelt fremstille
de tanker, du får, når du hører begrebet 'På kanten'.


Hvad vil det sige for dig, at noget eller nogen er 'På kanten'? Det kan være en visualisering af noget, som du selv, eller nogen du kender, har oplevet; noget du har hørt om; eller de tanker, der umiddelbart og frit popper op i dig, når du hører begrebet 'På kanten'.

 

Ingen fortolkning eller tanke er rigtig eller forkert - vi er blot interesserede i at se, hvordan du benytter dine visuelle færdigheder til at løse opgaven.


Om opgaven:
 

Du bestemmer selv, hvordan du visualiserer. Det kunne eksempelvis være en tegneserie, en billedcollage, en fotoserie, en skulptur, en installation, en video, en animation osv.

 

Et godt råd: Beskriv det, du synes er mest spændende eller interessant.
Måske kan nogle af disse spørgsmål hjælpe dig i gang:


• Hvordan kan noget eller nogen helt konkret være 'på kanten'?
• Hvordan kan nogen eller noget være 'på kanten' i overført betydning?
• Hvordan kan et menneske være 'på kanten'?
• Hvordan kan omgivelserne være 'på kanten'?
• Kan kommunikation være 'på kanten'?
• Hvilke følelser og tanker vækker det i dig, hvis nogen eller noget er 'på kanten'?
• Har du selv nogensinde følt dig 'på kanten'?
• Har du befundet dig i en situation, der var 'på kanten'?
• Kan det både være positivt og negativt, at være eller opholde sig 'på kanten'?


Det er ikke et krav, at du svarer på disse spørgsmål – du behøver faktisk slet ikke svare på et eneste af dem. Det vigtigste er, at du visualiserer dine personlige refleksioner over begrebet 'På kanten'.


Hvordan skal opgaven afleveres?


Du skal aflevere din hjemmeopgave som PDF, med aktive links til eventuelle film, animationer eller lignende. Du kan fx opsætte din besvarelse i Word, Power Point eller InDesign og overføre den til PDF.

 

Alle opsætningsformater accepteres, så længe de efterfølgende gemmes som en PDF med aktive links. Husk at tjekke alle links, inden du uploader!


PDF'en med din besvarelse uploades senest onsdag d. 23. marts kl. 12.00 i SurveyXact:
https://www.survey-xact.dk/LinkCollector?key=83WJ745FJ535

Titlen på din PDF skal være 'VHF hjemmeopgave 2022', efterfulgt af dit fulde navn.
Hvis du f.eks. producerer fysiske genstande, skal de dokumenteres digitalt gennem foto eller video, og hvis du tegner analogt, skal tegningerne scannes ind eller affotograferes, så de kan vises i PDF'en.


PDF'en skal indeholde:


• En kort tekstbeskrivelse af dig selv med et billede, din mailadresse og telefonnummer (ca. ½ A4 side).
• En kort tekstbeskrivelse af din visuelle hjemmeopgave (ca. ½ A4 side)
• Din visuelle hjemmeopgave.
• En lille portfolio med minimum 5 og maksimum 30 visuelle produkter, som du selv har lavet. Det kan være skitser, færdige tegninger, film, fotografier, små animationer og lignende. Produkterne skal være klart adskilte fra selve hjemmeopgaven. Har du lavet et eller flere af de visuelle produkter sammen med andre, skal det klart fremgå, hvad din rolle har været i processen.


Afleveringsfrist:


Senest onsdag d. 23. marts 2022 kl.12.00 skal vi modtage din PDF.
SurveyXact sender dig en automatisk genereret mail, når din aflevering er modtaget. Hold øje med, at du modtager den!


Optagelsessamtale:


Som ansøger til Visuel HF skulle du allerede gerne have modtaget et brev fra Viborg Gymnasium med dato og tidspunkt for optagelsessamtalen.
Samtalen ligger i hverdagene 28. marts - 1. april 2022. Til samtalen vil vi snakke om din hjemmeopgave og portfolio samt lære dig lidt bedre at kende. Samtalen varer ca. 20-25 min.


Du kan selv vælge, om du vil møde fysisk op til samtale på The Animation Workshop i Viborg, eller du foretrækker at afvikle samtalen virtuelt via ZOOM.
Når du uploader din besvarelse i SurveyXact, bliver du samtidig spurgt om, hvorvidt du ønsker at møde fysisk op til samtale på The Animation Workshop i Viborg, eller om du ønsker at gennemføre samtalen digitalt.

 

Vi vil rigtig gerne møde dig fysisk, men har naturligvis forståelse for, hvis du fx bor langt væk fra Viborg og derfor gerne vil holde samtalen online. Men besøger du os på The Animation Workshop, kan du jo også snuse til lidt af stemningen på skolen.
Om du vælger en fysisk eller virtuel samtale vil ikke få indflydelse på, om du bliver optaget eller ej.


Møder du fysisk op til samtale, finder du os på Kasernevej 7, 1. sal, midt for, 8800 Viborg. Vi skilter tydeligt med hvilket lokale, samtalerne foregår i, og sætter et par stole op på gangen, hvor du kan vente, til du bliver hentet ind i mødelokalet K7.

 

Ønsker du at gennemføre samtalen virtuelt, sender vi dig umiddelbart efter afleveringen af hjemmeopgaven et ZOOM-link, som du skal følge. Du skal være opmærksom på, at du først bliver lukket ind i et virtuelt venterum, hvor du kommer til at sidde lidt alene og vente. Vi lukker dig ind så snart, vi er klar. Samtalen kan blive 5-10 minutter forsinket, så der er ikke noget galt, hvis du ikke bliver kaldt ind præcis på klokkeslættet.
 

Vi ønsker dig rigtig god fornøjelse med hjemmeopgaven og glæder os til at se din besvarelse og at møde dig til en samtale!


Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte studiekoordinator for Visuel HF på The Animation Workshop, Charlotte Aaby på chaa@via.dk eller tlf. 87554948.

bottom of page