Hjemmeopgave 2024
EN SPRÆKKE I ALT
​
Her er hjemmeopgaven til optagelse på Visuel HF i 2024:
Du skal visuelt fremstille de tanker, du får, når du hører begrebet EN SPRÆKKE I ALT.
Det kan være en visualisering af noget som du selv, eller nogen du kender, har oplevet; noget du har hørt om; eller de tanker eller den følelse, der umiddelbart og frit popper op i dig, når du hører begrebet EN SPRÆKKE I ALT.
Ingen fortolkning eller tanke er rigtig eller forkert - vi er blot interesserede i at se, hvordan du benytter dine visuelle færdigheder til at løse opgaven.
Om opgaven:
Du bestemmer selv, hvordan du visualiserer. Det kan f.eks. være en tegneserie, en billedcollage, en fotoserie, en skulptur, en installation, en video, en animation, et maleri osv.
Og det kan være abstrakt eller konkret, som du bedst udtrykker det, du vil.
Beskriv det du synes er mest spændende eller interessant – det smitter af på resultatet!
Måske kan nogle af disse spørgsmål hjælpe dig i gang:
-
Hvordan kan du helt konkret visualisere begrebet EN SPRÆKKE I ALT?
-
Hvordan kan du abstrakt visualisere begrebet EN SPRÆKKE I ALT?
-
Hvilket medie eller materiale synes du bedst vil kunne illustrere EN SPRÆKKE I ALT?
-
Hvordan kan nogen eller noget være EN SPRÆKKE i overført betydning?
-
Kan et menneske eller et dyr være EN SPRÆKKE?
-
Kan en oplevelse eller erfaring være en SPRÆKKE?
-
Hvad kan der opstå i SPRÆKKER – noget uventet?
-
Hvad kan passere igennem en SPRÆKKE?
-
Hvad kan man opleve igennem en SPRÆKKE??
-
Måske kan denne lille tekstbid fra canadiske musiker Leonard Cohens sang Anthem også inspirere dig?
There is a crack, a crack in everything. That's how the light gets in.
Det er på ingen måde et krav, at du svarer på disse spørgsmål – du behøver faktisk slet ikke svare på et eneste af dem. Det vigtigste er, at du visualiserer dine personlige refleksioner over begrebet EN SPRÆKKE I ALT.
Hvordan skal opgaven afleveres?
​
Du skal aflevere din hjemmeopgave som PDF med aktive links til eventuelle film, animationer og lignende. Du kan fx opsætte din besvarelse i Word, Power Point eller InDesign og overføre den til PDF.
Alle opsætningsformater accepteres, så længe de efterfølgende gemmes som en PDF med aktive links. Husk at tjekke alle links fungerer inden du uploader!
PDF'en med din besvarelse uploades senest søndag d. 10. marts 2024 kl. 12.00 i SurveyXact:
https://www.survey-xact.dk/LinkCollector?key=352QQ4U3L6C6
Skulle din PDF blive for tung til upload, kan du i stedet uploade en PDF med et link til et drev eller en hjemmeside, hvor din besvarelse ligger.
Titlen på din PDF skal være VHF hjemmeopgave 2024, efterfulgt af dit fulde navn.
Hvis du f.eks. producerer fysiske genstande, skal de dokumenteres digitalt gennem foto eller video, og hvis du tegner analogt, skal tegningerne scannes ind eller affotograferes, så de kan vises i PDF'en.
PDF'en skal indeholde:
​
-
En kort tekstbeskrivelse af dig selv med et billede, din mailadresse og telefonnummer (ca. ½ A4 side).
-
En kort tekstbeskrivelse af din visuelle hjemmeopgave (ca. ½ A4 side)
-
Din visuelle hjemmeopgave.
-
En lille portfolio med minimum 5 og maksimum 30 visuelle produkter, som du selv har lavet og holder af. Det kan være skitser, færdige tegninger, film, fotografier, små animationer og lignende.
Det kan være helt nye produkter, du lige har lavet, eller det kan være produkter du tidligere har lavet i din fritid eller i skolen. Det vigtigste er, at du synes de giver indblik i, hvem du er og hvad du selv godt kan lide at arbejde med.
Arbejder du i forskellige medier og materialer, vil vi rigtig gerne se eksempler på lidt forskelligt.
Produkterne i din portfolio skal være klart adskilte fra selve hjemmeopgaven.
Har du lavet et eller flere af de visuelle produkter sammen med andre, skal det klart fremgå, hvad din rolle har været i processen.
Afleveringsfrist:
​
Senest søndag d. 10. marts 2024 kl. 12.00 skal vi modtage din PDF.
SurveyXact sender dig en automatisk genereret mail, når din aflevering er modtaget.
Hold øje med, at du modtager den!
Har du problemer med at uploade, kan du kontakte studievejleder Charlotte Aaby på chaa@via.dk eller tlf. 87 55 49 48.
Optagelsessamtale:
Som ansøger til Visuel HF skulle du senest mandag d. 4. marts 2024 gerne have modtaget et brev fra Viborg Gymnasium med dato og tidspunkt for optagelsessamtalen - tjek din e-boks.
Alle samtaler ligger i hverdagene 11.-14. marts 2024.
Til samtalen vil vi snakke om din hjemmeopgave og indsendte portfolio samt lære dig lidt bedre at kende. Samtalen varer ca. 20-25 min.
​
Du kan selv vælge, om du vil møde fysisk op til samtale på The Animation Workshop i Viborg, eller du foretrækker at afvikle samtalen virtuelt via ZOOM.
Når du uploader din besvarelse i SurveyXact, bliver du samtidig spurgt om, hvorvidt du ønsker at møde fysisk op til samtale på The Animation Workshop i Viborg, eller om du ønsker at gennemføre samtalen digitalt.
Vi vil rigtig gerne møde dig fysisk, men har naturligvis forståelse for, hvis du fx bor langt væk fra Viborg og derfor gerne vil holde samtalen online. Men besøger du os på The Animation Workshop, kan du jo også snuse til lidt til stemningen på skolen.
Om du vælger en fysisk eller virtuel samtale vil ikke få indflydelse på, om du bliver optaget eller ej.
Møder du fysisk op til samtale, finder du os på Kasernevej 7, 8800 Viborg (find den rigtige bygning i Google Maps). Vælg midterdøren i bygningen, og tag trappen op til 1. sal.
Vi skilter tydeligt med hvilket lokale, samtalerne foregår i, og sætter et par stole op på gangen, hvor du kan vente, til du bliver hentet ind i mødelokalet K7.
Ønsker du at gennemføre samtalen virtuelt, sender vi dig umiddelbart efter afleveringen af hjemmeopgaven et ZOOM-link, som du skal følge.
Du skal være opmærksom på, at du først bliver lukket ind i et virtuelt venterum, hvor du kommer til at sidde lidt alene og vente. Vi lukker dig ind, når vi er klar. Samtalen kan blive 5-10 minutter forsinket, så der er ikke noget galt, hvis du ikke bliver kaldt ind præcis på klokkeslættet.
Uanset om du vælger en personlig eller en virtuel samtale, vil samtalen alene være med dig uden dine forældre, kæreste eller venner, men de er naturligvis altid velkomne til at vente udenfor lokalet imens.
Vi ønsker dig rigtig god fornøjelse med hjemmeopgaven og glæder os til at se din besvarelse og møde dig til en samtale!
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte studiekoordinator for Visuel HF på The Animation Workshop, Charlotte Aaby på chaa@via.dk eller tlf. 87 55 49 48.
Meld også hurtigst muligt afbud til samtalen der, hvis du af en eller anden uforudset årsag bliver forsinket eller forhindret i at møde op!